.

Film til HedeDanmark

Ny motorvej til fiskene, skovdrift med heste, flisproduktion over det ganske land, og Danmarks største træterrasse i Marielyst. Vi har fået HedeDanmark som kunde, og det har givet en velkommen mulighed for at komme ud af byen og ud på landet, skoven, stranden. Skønt. Og fotogent. Den mest populære film, som er blevet delt og delt på nettet, handler om et landskabsprojekt ved en gammel vandmølle ved Faxe Å. Møllesøen er blevet gravet større, og der er etableret en omfartsvej for laksene, så de kan komme op at gyde. Fiskerne er glade. Mølleren er glad. Og borgerne i Faxe er glade. Vi er også glade. Især fordi der kom en svanemor gående over vejen med sin fire unger. De var sikkert med til at gøre filmen til en succes på nettet. Især fordi vi senere også fik dem lokket ned i åen bag kommunens mand. Se filmen

Færøerne i Rigsfællesskabet

Vi har fået udlodningsmidler fra Undervisningsministeriet til flere film om Færøerne i vores kommende projekt om Vores Rigsfællesskab. Vi synes der er brug for det. Mens Grønland dog har en vis interesse i offentligheden, så er færingerne glemt. Vi møder dem kun, når de vinder i X-factor - eller når de - som 19-årige Brandur Olsen i går pinsedag - kommer ind fra reservebænken og scorer FCK-s sølvsejrsmål over OB, første gang han rører bolden. Respekt - selv om Krithfilm holder med OB.

Da Danmarks solgte sin sorte samvittighed

Vi har fået midler fra Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet til projekter om salget af de Dansk Vestindiske Øer i 2017. Til TV-programmer og til et undervisningssite. Begge projekter kredser om, hvordan den fælles historie opfattes forskelligt herhjemme og ude i Caribien. De færreste danskere synes, det giver mening, at vi skal give en undskyldning til slavernes efterkommere. Og historien om de dansk-vestindiske øer spiller ikke nogen rolle for danskerne. Ikke ret mange danske skoleelever har hørt om øerne. Omvendt på The Virgin Islands, hvor den danske fortid optager de lokale, og hvor der argumenteres på mange måder for, at Danmark skal påtage sig et historisk ansvar og give en undskyldning. Vi bryder os ikke meget i det. Når det gælder historien vil vi hellere spejle os i Modstandskampen, i den demokratiske grundlov eller for den sags skyld vikingetiden - end i vores 250 år som Europas 7. største slavenation. Og hvorfor var det nu lige, at vi solgte vores sorte, undskyld, afro-caribiske medborgere, uden at spørge dem om de ville sælges?

Kongeligt bidrag

Kongeligt bidrag

"Vores Rigsfællesskab" - et undervisningssite, som vi er ved at forberede og rejse penge til, har modtaget et bidrag fra "Det Kongelige Grønlandsfond". Sitet skal øge danske skolebørns viden om livet i det moderne Grønland og Færøerne. Vi takker Amalienborg for den royale tillid.

Radikalisering af Unge - Politisk, religiøst, kriminelt

(En film til frontmedarbejdere)

 

Vi har netop bestilt et nyt oplag af vores film om radikalisering rettet mod frontmedarbejdere. Den kom i efteråret 2014. Efter skyderiet i Krudttønden og ved Synagogen blev den pludselig meget aktuel.

 

Filmen drejer sig om radikalisering - dens væsen og hvordan den viser sig. Filmen giver bud på, hvordan man kan skelne mellem almindeligt ungdommeligt oprør med provokerende synspunkter og den egentlige radikalisering, der rummer antidemokratiske og voldelige elementer. Også miljøerne omkring de kriminelle bander berøres. På det punkt var vi forudseende. Da vi producerede filmen, sagde vores ekspert-kilder, at radikalisering og bande-kriminalitet var to vidt forskellige ting. Forhenværende bandemedlemmer bekræftede os i, at der var en sammenhæng. 

 

Filmen kan købes for 100 kroner + moms og forsendelse ved at skrive til Krithfilm.

Til brug for udlejning fra biblioteker koster filmen 200 kroner.

 

SE TRAILER

Sosu i Brøndby

Her i marts er der release-party på SOSU C i Brøndby med fem undervisningsfilm vi har produceret – fra plejehjem og hjemmepleje. Filmene drejer sig blandt andet om værdighed, hygiejne og velfærdsteknologi og skal give sosu-eleverne mulighed for at diskutere plejesituationer fra det virkelige liv. Vi har filmet 20 dage på plejehjem. En stor oplevelse.